HÅKON ENGESÆTH DANIELSEN

HÅKON ENGESÆTH DANIELSEN: DE INDRE RUM

 

HÅKON ENGESÆTH DANIELSENS værker udtrykker det indre i det ydre. I hans malerier oplever vi en særlig ekspressiv energi og udfoldelse, men til tider også små glimt af stilhed og melankolsk poesi.

 

Hvert maleri bliver til på en enkel dag, og som en vigtig del af sin praksis, vender han aldrig tilbage til samme maleri dagen efter, eller sorterer noget fra. Alt der bliver lavet, står således bevaret og på den måde er malerierne ikke underlagt de vanlige processer med tilføjelse, omformning og forbedring af det skabte. Dette er en bevidst handling, da det især handler om at frigøre sig fra sindets strenge krav om perfektion, og herunder fra det begrebsapparat vi har underlagt os selv, for at kunne indgå i og forstå verden omkring os. Værkerne bliver derved skabt i en direkte handling, der er fri for sindets mange konstruktioner, neuroser, begrænsninger og kampe. På den måde får det indre og ubevidste lov til at flyde umiddelbart ud på lærredet, hvilket er med til at åbne op for et anderledes blik på verden.

 

Danielsen inviterer os hermed, med sine værker, ind i sit eget indre rum.Hans billedverden er således dybt personlig, og hvert maleri bliver en fortælling om en given dag, og denne dags indre tanker, følelser og konflikter. Fortællingerne kommer til udtryk gennem et ekspressivt sprog, der resulterer i en billedflade fuld af rytme og intensitet, med store som små mønstre af eksplosion. Dette synes at udtrykke en slags uragtig vildskab, der nærmest vælter larmende indover beskueren, og på heftig vis afspejler følelsernes kompleksitet. Men engang imellem finder vi også små glimt af stilhed midt i stormen, når store billedflader efterlades tomme, og skaber en intethed der står poetisk tilbage, som en italesættelse af en bestemt sårbarhed. I det malede univers finder vi heller ikke bare maling og lærred, men kaffe og papir, udgør ofte også materiale eller flade. Der er noget forgængeligt over papiret, som kan slå revner, og over kaffe der tørrer ind og langsomt forsvinder. Disse materialer er, ligesom de indre stemninger, i højere grad sårbare overfor ydre påvirkninger, og hentyder til et mere skrøbeligt selv. Samtidig synes de også at indgå i værkerne som et personligt fingeraftryk af hverdagens tilstande, der er bundet til en bestemt tid og rum.

 

Der er således ikke tale om malerier skabt som rene maleriske flader, men derimod om værker der fungerer som vinduer ind til et bestemt indre. Det færdige værk er ikke blot selvet udtrykt i ekstern form, men derimod en direkte forlængelse af det. Det er Jegets udstrakte flade, der viser sig i abstrakte former og mønstre, som en slags sindbilleder af det følte. På den måde fungerer Danielsens praksis også som en undersøgelse af selvet, og af de fysiske og mentale sindstilstande, som ikke altid er til at begribe og erkende. Derfor leger Danielsen også med ideen om, at hvert værk er en slags ’freudian slip’, der afslører Jegets sande psykologiske tilstand. Hver impuls indeholder en sandhed, og beskriver øjeblikket som det er her og nu. Og som et ægte ’freudian slip’ kan det føre hen til et sted, hvor mening bryder sammen, og ellers skjulte sandheder kommer frem.